Det ny H.C. Andersen Museum er bygget på eventyr
Fantasi og oplevelser former det nye museum der lige er åbnet i Odense
Af Marianne Ibler



Det ny H.C. Andersen Museum byder på forskelligartede interiørs i en arkitektur præget af lyseffekter, fritstående søjler og hulestemning .Fotos af Marianne Ibler
Det nye museum der også i 2017 blev omtalt i bogen News in Nordic Architecture, er nu færdigbygget og åbnet den 30. juni. Et nytænkende museum, hvor H.C. Andersens eventyr spiller den væsentligste rolle for måden arkitekturen er lavet. Og som giver tankevækkende oplevelser, der kan skærpe fantasien.
En hule af fantasi
Arkitekturen er i bygningen gjort til en scene, hvor man kastes ud i et, med museets ord irrationelt univers, designet på baggrund af eventyrene. Man skal bevæge sig gennem bygningens kurvede gange for at forstå udstillingen via lyd, billeder og film.
Det grundlæggende ønske var at skabe museet som en hule, der især var inspireret af historien om Fyrtøjet. En hule med rod til mangeartede eventyrlige oplevelser.
Eventyrrum
Museet har i anledning af den ny bygning også nyfortolket H.C. Andersens eventyr og ønsker at vække interesse for at tolke historierne med ny perspektiver.
Særligt skal 12 forskelligt udformede eventyrrum få besøgendes fantasi til at stille spørgsmål om dybere lag i tilværelsen på lignende måde som forfatteren selv gjorde med f.eks. Den grimme ælling, Kejserens ny klæder eller Prinsessen på ærten. Herudover præsenteres også H.C. Andersens livshistorie og kunstneriske udvikling med scenografiske effekter, der bidrager til en varieret udstillingsoplevelse.
Lyd og bevægelse styrer udstillingen
Udstillingen gør brug af lyd og stemmer via en masse sensorer i rummene, der registrerer alle besøgendes bevægelser. Fortællinger høres og skifter, idet man bevæger sig rundt i lokalerne. Dette gennem et virtuelt system, der er koblet til lyden i høretelefonerne og derved kan man leve sig ind i den verdenskendte forfatters liv og levned på dansk, engelsk eller kinesisk sprog.
Et kreativt museums univers
Materialerne i rum og udstillinger er blandt andet farvet glas og lysvirkninger i loftet, limtræskonstruktion, papmache og cement i f.eks. et centralt placeret kunstigt konstrueret træ. Højloftede rum med asymmetrisk udskårne ovenlys, mørke rum, snoede gange, ophængte, bevægelige, lyse silikonegardiner er alt sammen med til at udforme et konkret eventyrunivers i arkitektur.
Flydende grænser i eventyr og museum
Interiøret er samtidig tilknyttet de enkelte eventyr og udstillingen er derved en skiftende samling forskellige rum og stemninger. Ligesom der i H.C. Andersens eventyr altid ses en dobbeltbetydning og en flydende grænse mellem realitet og fantasi, så er hensigten med rummene også at de flyder ud i hinanden. Grænserne mellem rum er hverken kantede eller ordinære men irrationelle og organiske, hvor man bugter sig gennem gange og etager.
En ualmindelig bygning
Museets dobbelthøje lofter og den asymmetriske grid-fri søjlekonstruktion er tilpasset bygningens forskelligt udformede rum, hvoraf størstedelen er underjordiske. Et i alt 9000 kvm byggeri der indeholder en eventyr udstillingen, et H.C. Andersens rejserum, et værksted for børn, administration samt cafe og museumshave. Arkitekturen er skabt indefra og ud og er omsluttet af den kurvede glasbygning og grøn beplantning på taget.
En lille oase der har rum til stor fantasi.
Fakta:
Museets adresse: H.C. Andersen haven 1, Odense
Arkitekter: Kengo Kuma & Associates. Underrådgiver for arkitektur var Cornelius Vöge.
Bygningen er resultat af en konkurrence vundet i 2017.